Gå til hovedindhold
Du er her:

Kender du mig?

Særligt sansende børn har sværere ved at bearbejde sanseindtryk

  • Jeg bryder mig ikke om at få vasket, børstet eller klippet mit hår.
  • Jeg græder og skærmer øjnene ude i solen eller i skarpt lys.
  • Det virker som om, jeg ikke hører, hvad du siger eller har svært ved at høre efter.
  • Jeg er kræsen, vil kun spise mad af en bestemt type og konsistens.
  • Tøjmærkerne i mit tøj generer mig.
  • Jeg lægger ikke mærke til berøring eller smerte. Når jeg rører andre, er det ofte for hårdt eller for blødt.
  • Jeg bryder mig ikke om at blive kildet eller få et kram.
  • Min grovmotorik er ikke så god, fx er det svært for mig at løbe og cykle.
  • Jeg går ofte på tæer.
  • Jeg har svært ved at fokusere og koncentrere mig.
  • Jeg er særlig generet af høje lyde fx støvsuger og blender.
  • Jeg lugter ofte til mennesker, mad og ting.
  • Jeg tygger ofte på ting.
  • Min finmotorik er ikke så god, fx er det svært for mig at skrive og klippe.
  • Det er svært for mig at tage tøj af og på.
  • Når jeg leger på gulvet sidder jeg i W-stilling.
  • Jeg tager ikke mine strømper ordentligt på, eller måske går jeg aldrig med bare fødder.

Jeg er et særligt sansende barn

Det betyder bare, at min hjerne har svært ved at bearbejde sanseindtryk.

Når min hjerne får information fra mine sanser (syn, lugt, høre, smag, berøring, balance- og bevægelsesindtryk) ved den ikke altid, hvordan den skal reagere.

Nogle siger, at jeg ind imellem overreagerer på sanseindtryk, og at jeg andre gange reagerer for lidt. Det gør det virkelig svært for mig at fungere blandt mennesker, både ude og hjemme. Det kan være vanskeligt for mig at lære nye ting og at få venner. Jeg kan være meget genert og have svært ved kontakt selv med min familie.

Jeg kan have svært ved at håndtere forskellige situationer, og tit bryder jeg helt sammen og får raserianfald.

Jeg kan være bange for aktiviteter og lege, som andre børn plejer at kunne li´.

Kender du mig? Eller nogen der ligner mig?

Der er mange ting, du som forældre kan gøre for at hjælpe dit barn. Du kan blandt andet kontakte en ergoterapeut eller fysioterapeut, der ved noget om sanseintegrations-vanskeligheder eller mere korrekt Sensory Processing Disorder (SPD). De vil kunne undersøge dit barn og vejlede dig og tilrettelægge dit barns eventuelle behandling.