Gå til hovedindhold
Du er her:

Fladt baghoved

Børn kan let få for vane altid at lægge hovedet på samme side - men hvordan undgå barnet at få et fladt baghoved?

Sundhedsstyrelsen anbefaler at nyfødte sover på ryggen for at mindske risikoen for vuggedød. Dette medfører ofte nogle utilsigtede bivirkninger, da børn herved let tilegner sig et skævt kranie og/eller et fladt baghoved.

Børn kan let få for vane altid at lægge hovedet på samme side, hvorved trykket fra hovedets tyngde vil ligge på samme sted. Da nyfødte børn har nogle meget bløde kranieknogler, vil der hurtigt kunne opstå en skæv hovedfacon. Barnets knogler er blødest lige ved fødslen for herefter at blive mere og mere faste. Hvornår knoglestrukturen er helt fast er individuelt. Det gælder om at vende den skæve udvikling så tidligt som muligt.

Muskulaturen omkring hals og nakke kan hurtigt blive stram og kan fastholde barnet i den uhensigtsmæssige stilling.

Hvad er Torticollis?

Torticollis er den latinske betegnelse for stram halsmuskulatur. Hvis det fx er musklen på højre side, der er stram, vil barnet tippe hovedet til højre og dreje det til venstre. For at strække den stramme muskel er det vigtigt hele tiden at stimulere barnet til at dreje hovedet i modsat retning, i dette tilfælde mod venstre.

Hvordan forebygger du, at dit barn udvikler et fladt baghoved og Torticollis?

Når barnet er vågent, skal det ligge på maven en stor del af tiden. Når barnet er helt spædt og endnu ikke løfter hovedet selv, skal du sørge for at barnet skifter mellem at dreje hovedet til højre og venstre side. 

Sørg også for at dit barn skifter mellem at dreje hovedet til højre/venstre side, når det sover på ryggen.

Tænk på at skifte arm når du bærer dit barn. Hvis dit barn har svært ved fx at dreje hovedet til højre, skal du sørge for at holde det i en stilling, hvor det drejer hovedet mod venstre.

Når barnet er vågent, skal du stimulere det til at dreje hovedet til den svage side. Nyfødte vil som regel være interesserede i at se mod ansigter, lys, en uro og andet legetøj.

Hvis du har mistanke om, at dit barn er ved at udvikle et fladt baghoved/skævt baghoved, er du altid velkommen til at komme til Åbent hus hos fysioterapeuterne i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Til Åbent Hus vil du få yderligere oplysninger og vejledning til øvelser, der kan hjælpe dig og dit barn.